|
| |
Brian Jørgensen under SommerCampen i 2008
Brian's historie
Mit liv handler mest af alt om, at der findes en god, kærlig og trofast Gud, som jeg er kommet til at kende som min far.
Min start på livet og min opvækst var præget af fraværet af en far, og den kunne oftest karakteriseres som utryg og kaotisk. Den far, som fyldte meget i min barndom, var fysisk tilstede, men han var psykisk syg, og derfor var han også meget ustabil og uberegnelig. Han svingede fra voldsom depression og indelukkethed til en voldsom og frembrusende adfærd. Der var aldrig helt normale forhold, hvor min far bare kunne være far for en stund og gøre de ting, som fædre ellers normalt tager sig tid til. Han kunne ikke bare være en, som jeg kunne se op til, og en, som jeg kunne bruge som et forbillede. Det var et ubrugeligt billede, diffust, ituslået og krakeleret, som jeg havde af en far.
Det har selvsagt præget mit liv. Som barn og ung har jeg ofte oplevet, at udadtil har jeg godt kunne fungere. Jeg var god til sport og musik, og skolearbejdet var nemt for mig.
Så på ydersiden var alt jo godt, og på facaden kunne jeg virke både glad, fri og udadvendt, men på indersiden var jeg langt fra hverken frimodig eller glad. Jeg følte heller ikke, at jeg lykkedes.
I en rimeligt ung alder oplevede jeg Guds stille stemme og kald i mit liv. Jeg følte, at Han ville noget med mig, så jeg gav mit liv til ham og besluttede mig for at satse alt på ham. Jeg ønskede, at Han skulle lede mig fremad, genoprette mig og give mit liv en mening og en retning.
Efter den beslutning begyndte Gud at vise sig som en far for mig, og Jesus blev min bedste ven. Når jeg spillede på min guitar og sang til Gud, oplevede jeg, at Gud var virkelig, og at Han var meget nær. Mange gange har jeg oplevet, at Guds nærvær midt i lovsangen var så stærk, at jeg har måttet enten græde eller le. Det har været opløftende og befriende, og det har virket dybt og lægende inde i mig.
Gud har genoprettet mig, Han har gjort mig fri fra det, som jeg vil kalde en skidt start på livet. Det, som i menneskers øjne og i mine egne øjne kunne ligne nederlag og mislykkethed, har min Far, som er i Himmelen, vist sin storhed igennem. I dag giver jeg Gud æren for, at Han greb mig, at Han aldrig har sluppet mig, og at Han har givet mig et helt nyt liv sammen med ham. I dag har jeg en suveræn far, som elsker mig, for den jeg er, og ikke for hvad jeg gør eller kan. Han er bare den bedste, og så er jeg hans barn.
Jeg kan tale med ham hver dag, og Han er oprigtigt interesseret i mig. Han interesserer sig for, hvordan jeg har det, og Han er altid parat til at vise mig sit store faderhjerte.
Så min historie er en sand fortælling om den kærlige, gode og trofaste Gud, som jeg kalder min far.
Carrie's historie
Inden jeg mødte den levende Gud, var jeg et overansvarligt barn. Jeg var en dygtig elev og en dygtig atlet. Men i stedet for at det gav mig glæde, blev jeg ensom af min succes.
Jeg troede at folk, og især min familie, kun holdt af mig, på grund af mine evner og succes. Det var ikke sandt, men det var sådan jeg forstod livet. Denne forståelse gjorde, at jeg satte endnu højere standarder for min opførsel, og for andre.
Mine høje standarder for rigtig opførsel gjorde, at jeg var hård ved andre, og jeg skubbede dem fra mig.
Da jeg var omkring 11 år, skete det at min far blev arbejdsløs, og hans alkoholmisbrug eskalerede. Han trak sig ind i sig selv, og jeg kunne ikke få hans opmærksomhed, uanset hvor gode karakterer jeg fik, eller hvor meget jeg gjorde rent i huset, eller hvor mange gange jeg imponerede tilskuerne til sport.
En aften da jeg var 11 år, lå jeg i sengen og græd. Den aften havde jeg ønsket at se fjernsyn sammen med min far. Men da jeg satte mig i sofaen, slukkede han, og stirrede ud i luften - jeg var ikke velkommen. Det var ikke første gang, men det gjorde så ondt indeni. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort forkert, og da jeg lå i sengen den aften, fyldte selvfordømmende tanker mit hoved.
Jeg var dum, grim, uønsket og uelsket - ingen elskede mig.
Jeg lå i min seng, kiggede op mod loftet i mørket, og mit hjerte råbte ”Hvorfor? Hvorfor har Du lavet mig? Hvorfor gjorde du dig den ulejlighed?” Pludselig der på mit værelse, i min seng, mærkede jeg noget. Det var ikke noget fysisk, men det var helt klart noget.
Ligesom den følelse man får, når man får et knus fra en god ven. Eller fra en far, en som kender dig rigtig godt, og alligevel elsker dig med hele sit hjerte. Gud mødte mig der i min seng.
Siden den aften, ved jeg at Gud aldrig har forladt mig. Han har båret mig igennem flere kriser, end jeg behøver at beskrive.
Han har været den styrke, som holder mig oppe. Han er også den, som har taget fat i mine omstændigheder, så de er blevet til gode historier. Min far blev mirakuløst reddet fra alkohol. Mine forældres ægteskab blev reddet. Gud hentede mig tilbage til Ham, selv da jeg i en lang periode levede væk fra ham.
Gud har reddet mit eget ægteskab, og har vist sin kærlighed til min mand, som nu også lever i vished om Guds kærlighed. Og jeg ved, at alt det jeg har, er fordi Gud elsker mig, og ønsker, at være sammen med mig.
Kræften forsvandt
For halvandet år siden fik jeg taget en biopsi; celleprøver fra blærehalskirtlen, da blodprøver viste noget unormalt. Det resulterede i diagnosen: Prostatakræft! Det var lidt underligt at gå hjem fra lægen med det budskab, og samtidig få at vide at ”vi lige skulle se tiden an” for at se hvordan det udviklede sig.
Krista og jeg var enige om, at Jesus havde betalt prisen for lægedom, så hver dag tog jeg min ”åndelige vitaminpille” og takkede for lægedom. Et år efter første biopsi ville lægerne på grundlag af ændring af blodprøverne, igen tage en biopsi. Denne gang var der ikke blot én, men tre ud af 6 celleprøver, der indeholdt kræftceller. Kræften havde bredt sig!
Det var naturligvis lidt af en skuffelse, men uanset resultatet var Gud den samme for mig: En Gud, der elskede mig, og ønskede det bedste for mig.
Vi stod sammen i menigheden, og handlede på Guds Ord; “er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham”. (Jak 5,14).
Jeg blev bedt om at møde på Odense Universitets Hospital til samtale og planlægning af det videre forløb af, hvornår og hvordan man skulle operere og fjerne prostata.
Da vi kom derover var der stor forvirring, for de havde ikke fået det endelige svar på prøverne. Jeg blev lidt knotten, for det kunne da ikke tage mere end en måned. ”Bent, når der er så mange over hele landet, der beder for dig er det vel ikke unaturligt, at det bliver lidt rod i tingene”, svarede Krista mig.
2 uger senere skulle vi igen til Odense og møde overlægen. Han fortalte mig, at da de havde fået celleprøverne fra Esbjerg, kunne de ikke finde cancer!? De rekvirerede derfor nye prøver for at gå meget systematisk frem, men med samme resultat: Ikke skyggen af kræftceller!!!!
Halleluja, Gud greb ind og ændrede historien - min historie.
Bent Ahlmann
Lillian's historie
Jeg er opvokset i et kristent hjem. Fik et personligt forhold til Jesus som 18 årig og har hele livet levet med troen på Gud. Jeg har altid vidst, hvem jeg skulle henvende mig til, når der kom modgang og livet gjorde ondt. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at mit kristenliv har været præget af hvad kan jeg få, i stedet for hvordan kan jeg tjene Gud. Skønt kollegaer og andre vidste, at jeg var kristen, var det bestemt ikke noget, jeg gik og snakkede højt om. Frimodighed var et ukendt begreb. Da jeg for 6-7 år siden fik en diagnose på en kronisk, ofte livstruende sygdom fyldt med mange smerter, begyndte jeg virkelig at bombardere Gud med bønner, vedvarende og døgnet rundt, han blev min ”livline”. Ved du, hvad han i sin kærlighed og omsorg gav mig til trods for mange års egoisme? Et liv, hvor han for alvor flyttede ind i mit hjerte – han blev en integreret del af mig. Jeg er blevet totalt afhængig af at have ham ”boende” der. Han har givet mig den mest ubeskrivelige fred og ro i sindet. Jeg lever i fast tillid til at han har tjek på mit liv og helbred. Desuden bærer han mig på fantastisk vis gennem smerterne. Oveni det, er der lagt en stor længsel i mig, om at fortælle andre hvor højt Herren elsker os alle , og hvordan han kan forvandle selv den værste situation. Det er så stort at opleve, hvordan Gud sætter mennesker på min vej (både kendte og ukendte).
Rygtet om min diagnose er løbet stærkt og mange spørger bekymret om, hvordan jeg dog kan se så glad og strålende ud med den sygdom. Ja, så får de fortalt sandheden og det med en frimodighed, som kun kan tillægges Gud´s forvandling i mig. Jeg er også blevet meget bevidst om og fået tro for, at Helligånden vil vise mig, hvad den enkelte har brug for ,at få fortalt. Jeg brænder virkelig for, at mennesker skal få et personligt forhold til Gud. Jo – livet med Jesus er spændende og nyt hver dag.
Jeanettes historie
Ofte ville jeg fortælle om den Jesus jeg ikke kendte, og tit har jeg bedt og haft, samtaler med Gud, en ven jeg ikke kendte eller vidste om hørte mig, men troen på at Han måtte være der et eller andet sted var plantet som et såkorn i hjertet helt fra min barndom af.
Jeg sov når jeg endelig var i kirke som jeg kun gjorde for at føle mig som et bedre menneske, synes det var kedeligt og hadede religion, som heller ikke passede ind i min stil da jeg var optaget af fester, image og ville have masser af spænding i mit liv. Jeg bestemte mig for at lave lidt om på Gud, så Han passede ind i min hverdag og halleluja piger havde jeg også set nok eksempler på, syntes de var mærkelige og kedelige, hvad jeg ikke vidste var at Gud ikke var med på planen og at jeg brød Guds bud, du må ikke lave afguder eller tilbede andre guder end Ham (Ups).
Mange nætter var mit hjerte fuld af tomhed, bare tanken om himmel og helvede, meningen med livet osv. Jeg læste lidt i en bibel jeg vandt til noget julehalløj, men træthed var der nok mere af end begejstring, jeg forstod jo ingenting, sådan en gang oldtidsfortælling, hvornår kommer så meningen.
Endelig skete det, at jeg en dag mødte en pige, der efter min standard var "normal". Hun oplevede så mange ting med Gud og den begejstning over at have hørt fra ham + set resultater på hendes bønner, gjorde mig sulten som aldrig før. Var det virkelig sandt? jeg kunne heller ikke helt tro det før jeg selv havde oplevet det. Jeg var 17 år da jeg hørte og forstod at det ikke er ved gerninger, men ved tro på Guds søn, som døde på korset for mine synder og opstod for at vinde mig tilbage. Jeg blev frelst i 1999 og tog imod Jesus, sagde til Ham, at hvis han eksisterede ville jeg give mit liv 100% til Ham og Han har været trofast lige siden. Vil du vide hvordan? så kom til Authentic og jeg kan fortælle masser af historier :)
Mine øjne blev åbnet og sandheden blev klar, nu kunne jeg se hvad Gud ville beskytte mig fra, jeg kunne sidde til fester og se hvordan mine venner drak for at blive en anden eller undskylde sig for sit sande jeg. Materialisme der gav kortvarig glæde, stoffer der bragte dem i en anden verden, væk fra problemerne, der næste dag kom igen, osv.
Selv har jeg aldrig været den pige der drak, tog stoffer eller gik i seng med fyrene. Jeg opdagede hvem Gud virkelig er og den spænding jeg ledte efter har Han givet mig i en større grad end jeg kunne forestille mig, nu kan jeg kun glæde mig til de eventyr der ligger i fremtiden. Halleluja :) Han har givet mig retning, glæde og mening med livet, ja nu har jeg et total halleluja image (wuhuu).
Diana's historie
Jeg kommer fra sjælland, fra en familie som ikke troede på Gud. Men hvor det med Gud og kirke, kun fandt sted ved særlige lejligheder, som til jul, bryllup, barnedåb og lignende. Så min historie med Gud begynder i år 2001.
Jeg havde besluttet, at tage til USA i et år som au-pair pige. Efter 3 måneder i USA fik jeg hjemve, men jeg havde ikke penge til at komme hjem, så jeg måtte bare kæmpe imod det.
En dag da jeg kørte bil, blev jeg draget til en bygning, og da jeg kom frem, fandt jeg ud af, at det var en kirke. Præsten var rigtig flink, og mit nye kendskab til kirken hjalp lidt med min hjemve. Kort tid efter skulle familien jeg boede hos, dog flytte fra Denver til Atlanta.
Men Gud var god, for efter vi var kommet til Atlanta, mødte jeg en kvinde på Burger King, der hed Erika, hun spurgte om jeg havde fundet en kirke at komme i. Der var noget særligt over hende, jeg blev nysgerrig. Imens vi sad og spiste, fortalte hun om deres kirke, og hvem hun var. Jeg blev mere nysgerrig, og hun inviterede mig hen i kirken.
Kirken var kæmpe stor, der var omkring 2000 mennesker, og et kæmpe band. Jeg fik et godt venskab med Erika og hendes mand og andre fra kirken. Men det med Jesus, det forstod jeg ikke helt, men jeg var ikke ensom, og havde heller ikke hjemve. Men hvem var Jesus? Jeg begyndte lidt efter lidt, at læse i bibelen.
Jeg skulle nu hjem til Danmark, det var en stor omvæltning, og det med Jesus var svært at holde fast ved, så der gik heller ikke lang tid, før jeg var tilbage i det gamle mønster.
En veninde spurgte for sjovt, om jeg ikke havde lyst til at flytte til Esbjerg, på det tidspunkt ville jeg gerne have mit eget sted at bo, så jeg sagde ja, hvorfor ikke.
Da jeg kom til Esbjerg, startede jeg som ferieafløser i hjemmeplejen. Der mødte jeg Clara, hun fortalte at hun kom i en kirke, og om kirkens liv og arbejde, det mindede mig om kirken i USA.
Jeg blev nysgerrig, og måtte se kirken, da jeg kom dertil, og mødte dem, som kom der regelmæssigt, fandt jeg hvile i mit liv. Gradvist lærte jeg Jesus at kende. Det var dog svært at opgive det gamle liv, hvor man gik i byen, og drak sig fuld, og dansede på bordene, selvom jeg følte det som tomhed.
En dag var der en prædikant i kirken, som sagde direkte til mig, du er nødt til at vælge, du kan ikke have et ben i hver lejr.
Der overgav jeg mit liv til Jesus.
Gud elsker os så højt, men vi er nødt til at vælge, vælge om vi vil modtage Guds velsignelse, omsorg og nærvær.
I dag skriver vi 2008, og Jesus er min bedste ven, og jeg elsker Ham. Jeg kan komme til ham med alt, og han hører mig. Vi har et nært fællesskab, Gud er min far, og jeg er hans datter, det er meget enkelt, men det er også sandt, og Jesus blev min ven.
Samuels historie
Jeg er født og opvokset på Færøerne. Blev født i Klaksvík, men da jeg var 2 år, flyttede jeg til Tórshavn, hvor jeg voksede op.
Jeg er opvokset i en kristen familie. Gik til møder næsten hver eneste søndag under min opvækst, og var hvert år med til kristne børne-lejre. Jeg havde en meget god opvækst, og selvom jeg fik go kristen undervisning, og kendte meget til Jesus, så kendte jeg Ham aldrig personligt - det er 2 forskellige ting, fra at vide om Jesus, og kende Ham
Da jeg var 11 år gammel flyttede min familie før 1. gang til Danmark. Vi boede i Esbjerg i 3 år, og efter 3 år, flyttede vi tilbage til Færøerne.
Blandt mine venner i Danmark, gjorde jeg alt for at tilfredsstille dem. For, at være med i “banden” skulle man være ligesom dem, og deres interesser blev mine interesser. Jeg mistede al interesse for alt, som havde med Jesus at gøre. Begynde at ryge i meget ung alder, og der gik ikke så lang tid, så begyndte jeg så småt at drikke.
Da jeg flyttede tilbage til Færøerne som 14 årig, forsatte jeg i samme spor. Både røg, drak og gik i byen, som mange unge gør idag, og gad ikke kristne møder. De kristne møder var kedelige. For mig var det bare tomme ord.
MEN, så skete der noget. Den 1. januar 2000 blev jeg inviteret til en kristen koncert, og selvom jeg ikke havde lyst, så var der ét eller andet i mig som sagde, at jeg skulle tage med. Det gjorde jeg så, og mens folk sang sange til Gud, og løftede hænderne, og sagde en masse “volapyk”, som jeg ikke forstod så meget af, så blev mit liv vendt totalt rundt på hovedet den nytårsaften. Jesus rørte ved mig, og hele min krop var omgivet af “en ild”, som jeg fysisk kunne mærke, og da jeg gik fra den koncert var jeg totalt forandret.
Da jeg kom tilbage i skolen, begyndte jeg at snakke konstant om Jesus. Alle mine venner skulle bare høre om mit møde med Ham. Det medførte, at jeg blev gjort meget til grin, og mine venner mere eller mindre ikke ville have mere med at gøre. Det var da hårdt, at opleve sådan en forkastelse af vennerne, og at blive gjort til grin, men mit nye liv med Jesus var det bedste som nogensinde som var sket.
Hvad er der så ellers sket? I august 2000 flyttede jeg tilbage til Danmark, hvor jeg gik 10. klasse på en kristen efterskole, og efterfølgende år tog jeg på “ungdomsbibelskole” i Mariager. På denne skole lærte vi Jesus bedre at kende. Mit kristenliv blev “mere vildere” gennem dette skoleår. Jeg begyndte at bede for mennesker, som var syge, som blev helbredt. Bl.a bad jeg for en dame, som havde mistet hørelsen på det ene øre, som blev øjeblikkelig helbredt.
I dag er mit største ønske, at bare kende Jesus mere. Har oplevet en del gennem de sidste år, og det er, at livet ikke altid er let. Jesus har ikke sagt, at ét liv med Ham er problemfrit, men Han har sagt, at Han altid er med os.
| | | |
|
