Jannies historie

Hvis jeg skulle fortælle hele min historie med Jesus, ville det være enormt omfattende, så her kommer en del af den – en del som stadig gør mig blød over, hvor god Gud er.
Vi var kun lige kommet over dørtærsklen til 2009, det sidste fyrværkeri var stadig på vej op, da det begynder – det som skulle være kendetegnet i 2009 for min mand – Jakob – og jeg, nemlig: modgang! Modgang var ikke noget, vi var ubekendte med som en del af livet, men vi anede ikke, at det var ingen ting i forhold til 2009.

Kort fortalt bliver vi ramt på rigtig mange områder – næsten alt fra økonomi til helbred - og jeg mener næsten alt – på nær vores forhold, som bare blev stærkere. Jakob blev sygemeldt umiddelbart efter juleferien, fyret i februar og i marts får vi at vide, at vi ikke kan få børn (vi havde forsøgt i 4 - 5 mdr), det ville have givet min tro dødsstødet – i hvert falde ville det have slået det noget ud af balance på alle andre tidspunkter men ikke denne gang.. Men altså, sådan fortsætter det måned efter måned… Samtidig er jeg 1. februar i min uddannelse begyndt i en praktik, som slet ikke fungerer, men bare gør det hele værre. Sådan er der ting, der bare bliver ved med at ramme os, og vi tænker: hvornår stopper det?

Normalt, når der har været en mindre storm i mit liv, er jeg blevet bekymret og mine bønner ville være fulde af jammer og ikke af tro. Men Gud rejste noget op i mig i februar 2009 og gav mig en enorm styrke til at tro og bare tro. Jeg sagde til Jakob: ”Hvis vi holder os tæt til Gud og hinanden og går igennem det her (da mente jeg det, at Jakob var sygemeldt – jeg vidste jo ikke, hvad der mere kom) kommer vi ud stærkere og mere fyldt med tro end nogensinde før”. Det holdt mig oppe alle de gange noget nyt ramte – min tro på, at vi ville komme til at se Guds godhed, og at vi ville komme stærkt ud på den anden side. Det, der var tungest, var lægens ord om, at vi ikke ville kunne få børn uden hjælp.. det var svært..
I Juni/Juli begyndte vi at kunne se lys for enden af tunnelen – det hele blev mindre tungt. Jakob fik det bedre, og han fik et nyt job, og vi skulle på Bibelcamp. Her mødte vi Omar. Omar bor i Danmark og er pastor i Randers sammen med sin kone Stine. Omar sagde, at han havde fået noget at sige til os fra Gud. Omar kendte intet til, hvordan vores år havde været, intet til noget af det, som foregik i vores liv, men han talte meget præcist ind i vores liv på alle de områder, vi var ramt på – ting han ikke kunne have vidst. Han sagde, at han så et billede af et barn i min mave… da var både Jakob og jeg helt færdige… Men det blev til en byggesten mere i vores tro på, at vi ville få børn. Jeg vidste, at Gud så os. Mit håb og min tro nåede nye højder.

Min praktik sluttede 1. August 2009. Jeg var ved godt mod, men mærket af de sidste mange måneders modgang – det var vi begge. I august skrev jeg en sang. Det har jeg gjort mange gange før, men denne var anderledes. Denne var fuld af tro på, at vi ville komme til at se Guds godhed imod os og en linje lyder: ”Ingen, der håber på dig(Gud), bliver til skamme” … den var fyldt med citater fra bibelen – citater der gjorde min tro levende. Modgangen fortsætter, men vi er fyldte af tro, og modgangen rammer os ikke så hårdt mere… Så sker det i september.. Jeg bliver gravid!! Vi er ovenud lykkelige og fortæller alle om vores mirakel. Nu følte jeg mig ovenpå og usårlig – vi har fået vores mirakel!

Men så skete det tragiske: da jeg var næsten i uge 12 mistede vi barnet – i slutningen af november. Det var en turbulent tid, den uge. En uge, der har forandret mit liv. Vi var - hvis man ser på omstændighederne – så langt nede, at vi kun kunne bevæge os op ad.

Vi var kede af det – ulykkelige over- at vi havde mistet ”Liv”, som vi kaldte barnet – det var det eneste, vi kendte det som: liv i min mave. Men jeg mærkede midt i ulykken, hvordan Gud var min skygge – han forblev trofast, god og kærlig, han forlod mig aldrig – han bar mig, når jeg ikke selv kunne se vejen frem. Jeg oplevede, at jeg blev styrket i min tro på, at vi ville se Guds godhed imod os, og at så længe vi håbede på ham, ville vi ikke blive til skamme. Det var ikke nemt at holde fast i den tro – den blev prøvet hele tiden! Jeg så andre omkring mig med deres nyfødte, og tanken kom straks: det sker nok ikke for jer. Igen og igen måtte jeg børste tanken af mig og tro Gud på hans ord, at hvis vi beder, så får vi. Ind i mellem sagde jeg til Gud, at det var hans problem, hvad lægen havde sagt - ikke mit. Det var en svær tid med en masse kampe, men Gud forblev trofast og styrkede min tro, så jeg kunne holde fast i troen på, at vi ville blive forældre.

December og januar gik, og jeg var ikke gravid. Der var stille og ingen storm eller modgang i vores liv på andre områder – alt virkede fint. Men ønsket om at blive forældre fyldte enormt meget for mig. Jakob og jeg var tættere end nogensinde før fra november til februar. Men så kom alle reaktionerne på det sidste års pres og vores ægteskab blev testet – grundigt - lad mig sige det sådan - og ikke mere. Vi fik arbejdet gabet imellem os væk med Guds hjælp, men det var et massivt pres, der eksploderede. Igen sagde vi til hinanden: hvornår stopper modgangen?
Vi havde aftalt, at hvis ikke jeg var gravid 1. marts, ville vi have hjælp. Men da vi nåede 1. marts, var det bare ikke det, Gud ville, at vi skulle, følte vi. Så vi udsatte det til efter sommerferien.

I februar måned var vi sammen med nogen fra kirken. Gud havde vist hende et billede af, at der var liv i min mave. Det sagde hun til os – vi blev begge opmuntrede og anede ikke, hvor sandt det egentlig var, for i starten af marts finder vi ud af at jeg er gravid!! Vi kunne næsten ikke tro det, men igen havde Gud vist sin overlegne godhed og trofasthed.

Nu sidder jeg så her – meget højgravid - og venter på vores gave fra Gud – vores lille baby. Forleden dag så jeg et billede for mig af et kort – et af dem, der sidder ved en gave. Kortet sad ved en baby og på kortet stod der: ”With love, from God” – netop sådan er Gud, han giver gode gaver og kun gode – vi skal bede og så får vi.

Dette er et vidnesbyrd om, at Gud er trofast gennem hele livet, gennem medgang og modgang. Gud er ikke skaberen af modgang og svære perioder, men han er den trofaste kærlige far, som ikke tager øjnene fra os, når vi går igennem svære tider, han går med, som skyggen altid er der, er han det også: Gud er god! Jeg havde før 2009 lært at Gud er god, men nu har jeg erfaret, at han er det. Vi ved, at livet aldrig kommer til at være uden modgang eller prøvelser, men vi går ind i det med en vished om, at Gud går med hvor end vi går hen.

Brian	Lillian	Carrie
Jannie	Bent
Samuel	Jeanette	Diana